Af Nicklas Thygesen
Det lykkedes ikke for Skjern-mandskabet at hente sæsonens første ligasejr, da sidste sæsons bronzeduel var på menuen lørdag eftermiddag.
Vestjyderne, der i ugens løb fik tilføjet yderligere to skadede spillere til listen i form af Lasse Mikkelsen og Morten Vium, fik mildest talt en frygtelig start med nul scoringer efter de første 14 minutter.
Heldigvis var Christoffer Bonde godt kørende i Skjern-målet, hvorfor føringen kun lød på fem scoringer - inden gæsterne begyndte at få passeret Sebastian Frandsen.
Pausestillingen lød på målfattige 8-7.
Efter pausen begyndte Skjern-offensiven at hænge bedre sammen, hvor de tilspillede chancer blev bedre og større, men effektiviteten manglede simpelthen.
Eksemplificeret med fire brændte straffekast.
Derfor formåede Kronborg og Søndergaards drenge aldrig at komme helt ovenpå, selvom chancerne var til det - hvorfor værterne løb med sejren på 23-20.
Noah Gaudin blev topscorer med fire mål.