STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Pausen har gavnet os, siger Tidemand

Skjern-stregen fortæller om tryghed, opretholdelse af selvtilliden og en håndboldform, der skal bygges op igen i denne uges træningslejr.

Af Nicklas Thygesen

Halvsæsonen har budt på en overordentlig stor portion ansvar til Jonas Tidemand, der ligeledes er blevet tildelt erhvervet som midlertidig anfører i fraværet af skadesplagede Bjarte Myrhol.

Et fravær, der har kostet lidt på konditionen i slutningen af året, indrømmer den 26-årige stregspiller.

- Der er selvfølgelig en kæmpe tryghed i at vide, at jeg uanset hvad ville få meget ansvar og spilletid. Du skal ikke ind og præstere helt vildt i fem minutter, og så blive taget ud, hvis ikke det går planmæssigt. Specielt i indledningen af sæsonen betød det, at jeg kom ind i et godt flow. 

- Omvendt så har jeg også kunne mærke på kroppen i de sidste kampe, at den er slidt. Konditionen er gået ned, og det har også kunne ses på mine præstationer. Det er jeg fuldt bevidst om. Nu er Bjarte heldigvis tilbage, og det kommer uden tvivl til at betyde, at vi bliver skarpere alle sammen, siger Tidemand.

 En længere kamppause har gavnet Tidemand og Skjern-truppen, der har brugt pausen på at evaluere og reflektere.

- For mig handler det meget om, at opretholde selvtilliden fra de gode kampe, som vi leverede før nytår. Jeg har set en masse af vores kampe med fokus på alt det, som jeg personligt og vi som hold lykkedes med. 

- På det personlige plan har jeg brugt meget tid på, at evaluere mit screeningsspil i angrebet. Kommer screeninger for tidligt eller sent i forhold til mine holdkammerates timing - og ligeledes fokus på hvordan jeg kan variere mere i mine afslutninger, siger Jonas Tidemand og afrunder:

- Denne uges træningslejr skal bruges på at genfinde håndboldformen, for vi må erkende, at vi er lidt rustne efter tre ugers pause, siger Skjern-stregen. 

NYHEDER