STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Profileret Skjern-dreng vender hjem

Efter syv sæsoner og 548 mål i den bedste franske liga rejser Morten Vium hjem til Danmark. Tilbage til barndomsklubben, Skjern Håndbold.

Den nuværende anfører for C´Chartres Métropole Handball har underskrevet en treårig kontrakt med de grønblusede gældende fra sommeren 2023.

- Jeg føler, at det nærmest ikke kan være mere perfekt. Jeg er i min bedste håndboldalder lige nu, og samtidig har det altid været en kæmpe drøm at vende hjem til Skjern, hvor det hele startede.

- Overvejelserne gik på, om jeg skulle spille de næste 4-5 år i Frankrig og slutte karrieren hernede. Jeg ville ikke bare hjem til Danmark for enhver pris, for jeg stortrives i Chartres. Men da Skjern bød sig til, så måtte det franske udenlandseventyr stoppe. Det var en unik mulighed, som jeg ikke kunne sige nej til, siger Morten Vium.

Vium forlod barndomsklubben tilbage i 2013, hvor højrefløjen efterfølgende har været forbi Ribe-Esbjerg, Ivry og nu i Chartres.

- Det er en topspiller, som flytter tilbage til byen. Morten Vium er meget respekteret i fransk håndbold, og har leveret på et kontinuerligt højt niveau i mange år. Vi er stolte over, at Vium skal tilbage i den grønne trøje, og ser frem til at han skal udgøre fløjduoen med René Rasmussen, siger sportschef i Skjern Håndbold, Thomas Klitgaard.

Morten Vium står noteret for en scoringsprocent på imponerende 76 gennem de sidste syv sæsoner i fransk håndbold, hvor han i gennemsnit har scoret tæt på fem mål pr. kamp.

NYHEDER