STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Returløbet er nøglen

Med en scoringsprocent på knap 80 ligger Bjarke Christensen med en af de højeste scoringsprocenter i Boxer Herreligaen.

Med en sejr over kontraspecialisterne fra GOG i morgen, går Skjern igennem september som ubesejret.

Af Lone Jørgensen

Når GOG kommer på besøg i Skjern Bank Arena i morgen, er det næsten lige før, at løbeskoene er mere nødvendige end håndboldskoene.

Fynboerne har indtil nu scoret en tredjedel af deres mål på kontra, hvilket svarer til et imponerende gennemsnit på ni kontramål per kamp.

- Vi skal nok regne med lidt ekstra løbetræning under kampen. GOG løber stærkt, så vi skal sørge for at komme hjem og stå. Det er nøglen, at vi når hjem i forsvaret, så de ikke får held med deres kontraspil, vurderer Bjarke Christensen.

Selvtillidsboost
I søndags var han med til at hive en imponerende sejr i Champions League på 37-23 med hjem fra Norge. Kampen igennem viste vestjyderne klogt og koncentreret spil, som forhåbentlig fortsætter til onsdagens kamp.

- Det var noget af et selvtillidsboost for os. Det er ikke ofte, man får så store sejre i Champions League, så vi kan både tage det gode spil og selvtilliden med videre, forklarer Skjern-fløjen, der sammen med holdkammeraterne nu snart har spillet en tredjedel af sæsonens kampe før jul.

En sammentømret trup
Kampen i morgen er således kamp 10 ud af i alt 30 kampe på denne side af jul, og selvom Bjarke Christensen stadig føler, at der kan komme endnu flere lag på Skjern-spillet, er han overordnet set tilfreds med holdets præstationer indtil nu.

- Vi udvikler os hele tiden, og på baggrund af de seneste kampe, ser det fint ud. De nye spillere er faldet godt til, og vi er blevet en god sammentømret trup, hvor jeg synes, at vi fighter og viser rigtig meget udstråling. Vi har ikke dem, der sætter bolden ind fra 13 meter mere, og det har måske fået os til at kæmpe endnu hårdere og komme mere ind på der her Skjern-dyder, som vi så gerne vil være kendt for, siger Bjarke Christensen.

Kamptidspunkt:
Skjern Håndbold – GOG Håndbold spilles onsdag den 30. september kl. 19:30 i Skjern Bank Arena.

TV:
Kampen vises direkte på TV 2 sport

Opdateringer:
- Liveupdates på Skjern Håndbolds Twitter
- Halvleg/fuldtid på Skjern Håndbolds Facebook
- Skjern Håndbolds App
- Liveupdates på www.boxerligaerne.dk

NYHEDER