Af Nicklas Thygesen
Det blev som altid dramatisk med fart over feltet i en flot lydkulisse, da lokalopgøret i Holstebro lørdag aften udspillede sig for 77. gang i historien.
For 42. gang kunne den ene endetribune fyldt med grønne fans juble over endnu en sejr, da Oscar Carlén i sit første lokalopgør som cheftræner tog begge point med retur til 6900.
Som sædvanen tro var Axel Månsson toneangivende i vestjydernes angrebsspil, mens Bjarke Christensen og Svend Rughave leverede varen, da tingene skulle afgøres.
For det blev aldrig en køn eller velspillet kamp, men fighten og nærkampene var til et 12-tal. Et ægte lokalopgør, som Svend Rughave stjal overskrifterne i.
Adskillige store redninger i opgøret slutsfase - heriblandt et straffekast få minutter før lukketid - var medvirkende til at Skjern tog fra Holstebro med to vigtige point.
De grønne vandt 29-27 med Axel Månsson som topscorer med ni mål.