Af Nicklas Thygesen
Tre kampe på en uge. Tre sejre.
Vestjyderne fortsatte sejrsstimen fredag aften, da Lemvig-Thyborøn blev besejret med 29-22 efter en pauseføring på 17-10.
Foran 2672 tilskuere i Skjern Bank Arena leverede Henrik Kronborgs drenge en solid indsats, hvor defensiven igen, igen var i særklasse. Gæsterne havde ualmindelig svært ved at komme til gode chancer, og når de gjorde stod Christoffer Bonde i vejen.
I modsatte ende var Alfred Jönsson i hopla. Svenskeren noterede sig for seks scoringer på seks forsøg i første halvleg, hvor bagspilleren og holdkammeraterne grundlagde sejren med det store syvmålsforspring ved pausen.
Efter pausen var der reelt set ikke spænding om de to point - kun et spørgsmål om sejrens størrelse.
Seks minutter før lukketid var debut til U19-landsholdsspilleren, Mads Bjergfelt, der til daglig går på Talentakademiet Ringkøbing-Skjern.
Venstrebacken udnyttede tiden til fulde med tre skudforsøg, hvoraf det ene havnede i kassen - det første mål i Skjern-trøjen.
Med sejren på 29-22 er Skjern Håndbold fortsat på en delt tredjeplads i HTH Herreligaen med 14 point for 10 kampe.
Næste opgave er på onsdag i Skjern Bank Arena mod Mors-Thy Håndbold. Køb din billet til kampen HER.