STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Skadesupdate: Fire mand ude

Af Nicklas Thygesen

Der var hjemmebanedebut til tre unge akademispillere i tirsdagens hjemmesejr mod Nordsjælland Håndbold.

Venstreback Tobias Mygind, målmand Lasse Vuust og venstrefløj Oliver Barslund fik alle tre minutter i benene, og de tre kan formentlig se frem til endnu flere oplevelser i den grønne trøje.

Status er nemlig, at cheftræner Claus Dalgaard-Hansen må undvære intet mindre end fire spillere på nuværende tidspunkt. Disse spillere er ude med skader:

Robin Haug - overrevet korsbånd. Ude i cirka ti måneder.
Jørgen Rasmussen - lyskeskade. Ude på ubestemt tid. 
Jonathan Würtz - bruskskade i knæet. Blev opereret i går. Ude i minimum 12 uger.
Lasse Mikkelsen - mindre forstrækning i læggen. Pt. endnu uvist med omfanget. 

Sundhedschef John Bruun uddyber:

- Jonathan Würtz blev opereret i går for en bruskskade i knæet. Han må ikke støtte på knæet de næste seks uger, hvorefter der venter seks ugers genoptræning. Hvis alt går fuldstændig efter planen, så kan han være tilbage efter julepausen - men det afhænger meget af, hvordan det udvikler sig med gendannelsen af brusken i knæet.

- Jørgen Rasmussen har fået en fiber højt oppe i lysken, og det er endnu uvist, hvor længe det holder ham ude. 

- Lasse Mikkelsen fik en mindre forstrækning i tirsdagens kamp. Vi er ikke nervøse for, at det holder ham ude i længere tid, for det mindede mere om en krampeagtig tilstand. Hans Jensen behandlede og testede ham til dagens træning, og han afgør op til kampen i morgen, om han kan bidrage på banen. 

Derudover er Robin Haug som tidligere nævnt ude med en langvarig korsbåndsskade, og forventes først spilleklar i næste sæson.

NYHEDER