STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Skjern henter norsk styrmand i Kolding

I sommeren 2024 følger Vetle Rønningen med klubkammeraten Bjarke Christensen til Skjern Håndbold.

Den norske tovejsspiller har sat sin underskrift på en to-årig kontrakt gældende fra sommeren 2024. En signing, som sportschef Thomas Klitgaard er yderst begejstret for.

- Vi anser Vetle Rønningen som én af ligaens allerbedste forsvarsspillere, hvis ikke den bedste. Han er en ægte styrmand med stor fysik, som samtidig også kan føre bolden fremad, så vi er utrolig tilfredse med, at Vetle i sommeren 2024 skal spille i den grønne trøje, siger sportschefen.

- Jeg valgte Skjern Håndbold, fordi jeg føler, at det er det bedste for mig og min udvikling. Skjern Håndbold er en af de bedste og velfungerende klubber i Danmark, som notorisk spiller med i toppen og om medaljer, og det tiltaler mig. Jeg har hørt en masse gode ting fra tidligere og nuværende spillere i klubben, og derfor var valget egentlig ikke så svært, siger Vetle Rønningen og uddyber:

- Vi drømmer alle om at vinde titler, og det er min helt klare målsætning med skiftet, selvom konkurrencen i den danske liga er hård, siger nordmanden.

Vetle Rønningen har siden 2020 spillet i KIF Kolding, hvilket han fortsætter med frem til sommeren 2024.

NYHEDER