Af Nicklas Thygesen
En flot vestjysk arbejdssejr og et kroatisk pointtab betyder, at Mathias Madsens drenge topper hovedrunden med en førsteplads med blot to resterende kampe.
De grønblusede kørte tirsdag aften to flotte point ind på Skjern-kontoen mod Sveriges klare førerhold fra IK Sävehof.
Efter 30 tætte minutter trak Joaquim Nazaré og kompagni fra i midten af anden halvleg, hvor 16-16 blev forvandlet til en Skjern-føring på 24-18.
Godt hjulpet på vej af Christoffer Bonde, der på ny storspillede i målet med 17 redninger, blev sejren kørt hjem - trods en lidt vaklende slutfase - med cifrene 29-27.
Joaquim Nazaré blev topscorer med otte mål i sejren, der betyder at Skjern Håndbold ryger op på førstepladsen med seks point efterfulgt af RK Nexe med fem point.