Jonathan Würtz har fået konstateret diagnosen lynfom, en kræftform i lymfeknuderne, som Skjern-profilen skal i kemobehandling for.
- Det er selvfølgelig et stort chok, og der flyver en masse tanker gennem hovedet. Det var ikke den her måde, jeg ville afslutte min sidste sæson i Skjern på, men lige nu er der noget andet, som er vigtigere. Jeg har fået en helt fantastisk opbakning og støtte fra mine holdkammerater og klubben, og det betyder alt i den her tid, siger Jonathan Würtz.
- Jeg er ved godt mod, og er optimistisk omkring det forløb, der venter. Jeg er ung og i god form, og derfor føler jeg, at kortene er på min side - også sammenholdt med de prognoser, jeg har fået fortalt af lægerne. I løbet af den kommende tid skal flere undersøgelser vise, hvilket stadie jeg er i, og hvornår kemobehandlingen starter.
Direktør i Skjern Håndbold, Carsten Thygesen, udtaler:
- Alle i klubben vil gøre alt, hvad der er muligt for at støtte Jonathan og hans familie gennem hans behandling. Håndbolden bliver lynhurtig sekundær, og nu skal Jonathan - mere end nogensinde før - mærke at klubben og truppen står bag ham, siger Carsten Thygesen.
Ønskes yderligere kommentarer bør dette ske ved henvendelse til Skjern Håndbolds sundhedschef, John Bruun, på 20168039.