To af Skjern Håndbolds største partnere har forlænget aftalerne med de grønblusede.
Siden klubbens stiftelse i 1992 har Skjern Bank været med på den vestjyske håndboldrejse som hovedsponsor. Den lokale bank er blevet et synonym med håndboldklubben – og omvendt.
Ved siden af klublogoet har Puma siden 2005 huseret på de grønne trøjer. Det verdenskendte sportsbrand har ligesom Skjern Bank forlænget sponsoraftalen frem til 2024 - til stor tilfredshed for bestyrelsesformand, Carsten Thygesen.
- Vi går snart ind i det 30. år med Skjern Bank som vores faste hovedsponsor, og alene det, at de har været med på hele rejsen er beundringsværdigt – og noget vi sætter ydmygt stor pris på i hele klubben. Det samme gælder for Puma, der siden 2005 har været produktpartner i klubben. Et kæmpe brand, som vi er stolte over fortsat skal pryde de grønne trøjer. Nu tager vi næste skridt på rejsen sammen.
- I hele klubbens levetid har vi været begunstiget af mange loyale og trofaste sponsorer, der år efter år bakker op. Forlængelserne med to af vores største partnere frem til 2024 betyder ro i bestyrelsen til at tænke langsigtet, hvilket er fuldstændig afgørende for vores sportslige målsætninger, siger bestyrelsesformand i Skjern Håndbold A/S, Carsten Thygesen.
Direktør i Skjern Bank, Per Munck, udtaler:
- Når man siger Skjern Håndbold, så siger man også Skjern Bank – og omvendt. Det er blevet et kendetegn og et varemærke for både banken og klubben. Vi har været med fra dag 1 – og vi er stolte over, at vi fortsat kan kalde os hovedsponsor frem til 2024, siger Per Munck.
Strategic Account Manager hos Puma, Sten Larsen, udtaler:
- Klubben er det største brand i Vestjylland, som giver en masse eksponering til vores forretning. Udover det, så passer vi utrolig godt sammen værdimæssigt. Det betyder meget for os, siger Sten Larsen.