STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Skjern tabte "første halvleg"

Morten Balling blev delt topscorer med fem mål i mandagens kamp mod Team Tvis.

I den første af to bronzekampe tabte Skjern 31-30 til Team Tvis Holstebro efter endnu et dramatisk lokalderby.

Af Kenneth Thygesen

Ærgrelsen var stor, men medaljehåbet var større i Skjern Håndbolds omklædningsrum efter mandagens første af to bronzekampe.

Godt nok tabte Skjern 31-30 i den første af to bronzekampe mod Team Tvis Holstebro, men cheftræner Ole Nørgaard kunne ikke sætte en finger på fighterindsatsen fra sit vestjyske mandskab.

Skjern var uden flere skadede stamspillere heriblandt Kasper Søndergaard, men i fraværet af profilerne tog talenterne over. Det var desværre ikke nok til en sejr, men udgangspunktet før returkampen er ikke en skandale. Langt fra.

Frustrationer i Skjern-lejren
En scoring af Team Tvis' Magnus Bramming på straffekast efter tid afgjorde sæsonens femte lokalderby. Men endnu engang kunne kampen have tippet til begge sider.

Skjern havde i hvert fald mulighederne for at hente sæsonens anden sejr i Holstebro. Thomas Klitgaard og co. var i overtal i de døende minutter, men trods to scoringer af stregspilleren løb Team Tvis af med sejren. Det skete efter blandt andet to kampafgørende Team Tvis-straffekastsscoringer i de sidste tre minutter.

I Skjern-lejren var frustrationen over dommerkendelserne store, men det ændrede ikke ved cifrene på haluret, der viste en et-målssejr til Team Tvis Holstebro efter 60 uskønne håndboldminutter.

En uskøn rodebutik
Uskønt plejer det at være kampene at være mellem to lokalrivaler, der vil gøre alt for at slå hinanden.

Tilsæt derudover et ultra-offensivt og aggressivt Holstebro-hold mod et skadesramt Skjern-mandskab med spillere i uvante positioner. Sammenlagt giver det en vestjysk rodebutik af en håndboldkamp, men intensiteten fejlede aldrig noget.

I store dele af kampen var Team Tvis et skridt foran Skjern, men hver gang værterne slog et lille hul, blev det hurtigt dækket til af Skjern-spillerne, der med blandt andre Rasmus Boysen og Alexander Nielsen i hovedrollerne leverede en hæderlig indsats.

Returkamp onsdag aften
Topscorerværdigheden blev fordelt mellem Thomas Klitgaard og fløjduoen Thomas Bruhn og Morten Balling, som igen leverede på højt niveau.

De to tidligere Mors-Thy-fløje tabte sidste år bronzefinalen til Skjern, men i år kan de tage revanche. Det kræver en Skjern-sejr onsdag aften i returkampen, som også er sæsonens sidste kamp.

En sejr på to mål vil med garanti være nok, hvorimod en sejr på et mål vil være nok, hvis Team Tvis Holstebro ikke scorer mere end 29 mål.

I så fald vil Skjern hente bronzemedaljer for andet år i træk.

NYHEDER