STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Succesvikar: Vi er bedre end Team Tvis

Thomas Bruhn lavede fem mål mod Team Tvis Holstebro mandag aften.  

Thomas Bruhn vil slutte sit forårseventyr i Skjern af med en medalje.

Af Kenneth Thygesen

En knæskade til stortalentet Jesper Dahl og senere en rygskade til det normale førstevalg René Rasmussen gjorde ondt på Skjern-truppen.

To højrefløje ude på ubestemt tid gav forståeligt nok panderynker på trænerbænken. Men så kom Thomas Bruhn.

Den rutinerede fløjspiller havde stoppet karrieren, men blev i fraværet af Jesper Dahl hentet ind som forårsvikar. 47 mål i alle turneringer i foråret er det blevet til for fløjspilleren, der har vist sig at være en særdeles fremragende erstatning.

Onsdag aften runder han forårseventyret og sin vikartid af, og det skal helst blive med en medalje om halsen.

- Vi er et bedre hold end Team Tvis, og det skal vi bevise ved at slutte ordenligt af med en sejr på hjemmebane. Vi har fortjent de medaljer, siger Thomas Bruhn.

Underlig start
I mandagens første kamp lignede det efter seks minutters spil ikke, at Skjern skulle være bronzefavoritter på hjemmebane onsdag aften.

Team Tvis var foran 4-0 efter en ynkelig Skjern-indsats i kampens indledning.

- Vi fik en underlig start. Det virkede som om, at vi var i vakuum ovenpå skuffelsen efter nederlaget til Aalborg. Det var først, da vi kom bagud med fire, at vi vågnede op. Det var heldigt, for ellers havde vi fået en ordenlig én på sækken, siger Thomas Bruhn og fortsætter:

- Vi brugte mange kræfter på hele tiden at skulle indhente de mål. Det betød nok, at vi manglede lidt kræfter mod slutningen og ikke helt havde fart nok i spillet, siger Thomas Bruhn. 

Spil på vores præmisser
Som det ofte har for vane i opgørene mellem Skjern og Team Tvis, bliver der kæmpet og fightet med alle midler, hvilket til tider går ud over det polerede håndboldspil. 

- Team Tvis er et hold, der gerne vil i slåskampe hele tiden, og sådan blev det. Vi skal se, om vi kan få noget mere tempo ind i returkampen, så den bliver afviklet på vores præmisser i morgen aften, siger Thomas Bruhn.

Køb billetter til returkampen - sæsonens sidste kamp - onsdag aften kl. 19.00 i Skjern Bank Arena her.

NYHEDER