Med syv scoringer på ni forsøg var den norske landsholdsanfører, Bjarte Myrhol, én af vestjydernes bedste onsdag aften.
Trods slinger i valsen undervejs, så kunne Skjern-spillerne ganske fortjent juble over to point efter slutfløjtet.
Af Nicklas Thygesen
Foran 1973 tilskuere i Skjern Bank Arena lykkedes det Thomas Klitgaard & co. at besejre Skive fH med cifrene 30-27.
Men det holdt hårdt. Overraskende og unødvendigt hårdt.
Skibonitterne bevarede køligheden og straffede konstant vestjydernes manglende skarphed. Én af udeholdets suverænt bedste var den tidligere Skjern-spiller, Andreas Toudahl.
Seks scoringer og tre assists leverede venstrefløjen onsdag aften. Et af målene blev banket i kassen et kvarter før tid, hvilket sendte udeholdet i front med 23-22.
Oprykkerne spillede lange og meget kloge angreb, hvilket fik Skjern-bænken og et vestjysk veloplagt publikum op af stolene.
Sensationen blev afværget
Frustrationerne nåede knap nok at komme til udtryk, inden Skjern-mandskabet trådte på speederen. Søren Pedersen steppede op i målet med flere vitale redninger, og tillod blot at indkassere fire mål i de resterende 15 minutter.
Men gæsterne var tæt på senstation. Kampens udfald mindede i høj grad om HC Midtjylland-kampen for lidt over tre uger siden, hvor vestjyderne var i teten – men det forløsende hul blev aldrig slået.
Det gjorde det heller ikke onsdag aften i Skjern Bank Arena.
Anføreren slukkede Skive-bålet
Med fire minutter tilbage brændte Patrick Sanggaard på Søren Pedersen i målet ved stillingen 27-26 til Skjern. En redning, der mildest talt afgjorde kampen.
I det efterfølgende angreb overlod en velspillende Bjarte Myrhol tøjlerne til anfører Thomas Klitgaard, der med forløsende scoring kastede vand på Skive-bålet.
Trods en reducering af Andreas Toudahl, så var det Kasper Søndergaard der lukkede og slukkede med kampens sidste mål til slutcifrene 30-27.