Af Nicklas Thygesen
Bjerringbro-Silkeborg med hjemvendte Rasmus Lauge står på modsatte banehalvdel, når femte runde i Herreligaen venter i morgen.
Værterne indtager i øjeblikket 2. pladsen i tabellen, og kommer ind til opgøret med tre sejre på stribe, mens Kasper Søndergaard og Skjern-mandskabet snuppede sæsonens første ligasejr i torsdagens kamp mod Nordsjælland Håndbold.
- Vi har stor respekt for den opgave, der venter i morgen. Deres hjemmebane er altid et svært sted at spille, men vores største udfordring i morgen bliver at få løst deres defensiv. Rene Toft, Thomas Solstad og Alexander Lynggaard danner på skift en virkelig stærk base, som vi skal have åbnet op for - mens vi samtidig skal stå imod det kæmpestore pres, som Rasmus Lauge med garanti vil komme med i modsatte ende.
- Der bliver nok at se til, men jeg er overbevist om - også med vores seneste sejr i mente - at vi har en rigtig god chance i morgen, siger assistenttræner Kasper Søndergaard.
Kasper Søndergaard og Henrik Kronborg må fortsat undvære Lasse Mikkelsen, Emil Bergholt og Alfred Jönsson, mens unge Mads Bjergfeldt ligeledes er ude grundet en skade.
Der er kampstart i Silkeborg i morgen kl.20.00. Opgøret vises direkte på TV2 Sport.