Af Nicklas Thygesen
Skjern Håndbold skal søndag en tur til Svendborg, hvor GOG venter.
Ifølge Kasper Søndergaard handler det først og fremmest om at bringe tempo ind i kampen, hvis vestjyderne skal derfra med point.
– Vi skal få GOG til at lave nogle fejl. Og så skal vi løbe med dem. Vi kunne godt tænke os at lave en løbekamp mod dem – hvis vi har kræfterne til det – og det tror jeg, vi har, siger Søndergaard.
Forberedt på 7 mod 6
En vigtig del af forberedelserne har været GOGs 7 mod 6-spil, som de ifølge Søndergaard mestrer til perfektion.
– Vi kommer til at forberede os på, at de igen vil spille 7 mod 6. Det våben brugte de også en del sidst, og de er enormt dygtige til det. De har virkelig mange varianter, så det bliver en kæmpe opgave at dæmme op for det, siger Søndergaard.
En bustur til glemmebogen
Senest blev det til en bitter afslutning mod Nordsjælland, hvor Skjern smed point i sidste sekund.
– Det var en virkelig træls tur hjem. Vi smed point væk i sidste sekund, og det er ikke en bustur, jeg kommer til at huske for noget positivt. Men da jeg så kampen igen, og så hvordan vi fightede med alt, hvad vi havde – i alle situationer – så blev jeg faktisk både glad og fortrøstningsfuld.
- Humøret er på igen. Jeg er i den grad overbevist om, at det ikke var et skridt tilbage, men blot et nederlag. Og jeg håber på, at spillerne tror på det – for det gør jeg. Der er en udmærket mulighed for at tage derover og lave et flot resultat, slutter Kasper Søndergaard.
Der er kampstart i Svendborg kl.15.00. Opgøret vises ikke i tv.