STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Stuivers gør status efter ligapremieren

Af Nicklas Thygesen

Skjern Håndbold fik ikke den ønskede start på Bambuni Herreligaen, da de grønne tirsdag aften tabte 35-29 på udebane mod GOG.

Opgøret var samtidig Hugo Stuivers’ første ligakamp i Skjern-trøjen. Efter kampen pegede stregspilleren særligt på begyndelsen af de to halvlege som en afgørende årsag til nederlaget.

 – Vi blev løbet over ende i de første syv-ti minutter af begge halvlege og kom langt bagud. Så er det hårdt at skulle arbejde sig tilbage hver gang, siger Hugo Stuivers.

Skjern fik ellers kæmpet sig tilbage i opgøret efter en vanskelig start og sluttede første halvleg stærkt.

– Vi afsluttede første halvleg rigtig godt, og flere gange var vi tæt på at komme op på uafgjort, men vi var ikke helt skarpe nok. Vi ville forsøge at komme ud med energi i anden halvleg, men så lavede vi igen nogle fejl og kom bagud. Derefter kunne de desværre holde fast i føringen, siger Stuivers. 

Revanchelyst frem mod Ringsted
Selvom ligapremieren endte uden point, er der ifølge Stuivers allerede fokus på den næste opgave.

– Der er masser af revanchelyst nu. Vi har en kamp mod Ringsted som den næste, og vi skal tage vreden over, at vi tabte den første kamp, med os. Den skal vi bruge til at vinde den næste.

Stregspilleren fremhæver samtidig GOG’s fart og stærke duelspil som noget, Skjern havde svært ved at håndtere.

– GOG er et meget dygtigt hold. De opsøger konstant mand-mand-dueller. Vi har lidt mere fysik end dem, så vi burde måske have gået hårdere til dem i duellerne. Men de kom lidt for let forbi os, og så kunne vi ikke hjælpe vores målmand tilstrækkeligt, siger Hugo Stuivers. 

NYHEDER