Claus Dalgaard-Hansen er fra 1.7.2022 ansat på en 4-årig kontrakt af Det Norske Håndboldforbund som topspillerudvikler.
Den nuværende talentchef og tidligere cheftræner i Skjern Håndbold følger dermed i sporene på Jonas Wille, som forleden blev udnævnt som ny landstræner for det norske landshold.
- Jeg har fået en helt unik mulighed for både strategisk og håndboldfagligt at bruge de erfaringer, jeg høstede fra mine år i Dansk Håndbold Forbund i et andet land. Der er ingen tvivl om, at jeg er håndboldmand med stort H, og er utrolig motiveret af at kunne gøre en forskel for den sport, jeg brænder for i et bredt perspektiv, og derfor var jeg til trods for glæden ved at være i Skjern, ikke et øjeblik i tvivl om, at den mulighed kunne jeg ikke sige nej til.
- Jeg har været glad for min tid i Skjern Håndbold. Det er mit store ønske, at Skjern Håndbold fortsætter med at være lokomotiv for udviklingen af håndbolden i området, siger Claus Dalgaard-Hansen.
Skjern-direktør Carsten Thygesen roser Hansens arbejde i det vestjyske.
- Claus Hansen har sammen med andre gode kræfter i Skjern Håndbold på rekordtid fået skabt et endnu større fundament og trukket nogle linjer, der kan være med til at sikre, at Skjern Håndbold i årene fremover vil være et attraktivt sted for unge ambitiøse håndboldspillere.
- Vi har haft stor glæde af hans store kompetencer og dedikation for talentudvikling, og vi vil bestræbe os på bedste vis at høste nogle af de mange frø, som Claus har sået, siger Carsten Thygesen.