Af Nicklas Thygesen
Mange tekniske fejl gjorde udslaget søndag aften, siger Jonas Tidemand.
Chancerne for en semifinale er matematisk stadig til stede, selvom vestjyderne løb ind i et nederlag søndag aften i Aalborg.
Efter en velspillende første halvleg faldt vestjyderne sammen, hvor værterne kynisk omsatte vestjydernes fejl til kontrascoringer.
- Vi lavede utilgiveligt mange fejl i begge ender. Ved pausen havde vi en god fornemmelse, for vi havde virkelig spillet 30 fine minutter rent offensivt - men vi fik aldrig lukket Claar og Møllgaard ned defensivt. De viste klasse hele vejen igennem, og straffede alle vores fejl prompte.
- Nu har vi fire kampe, hvor der skal point på kontoen - og så må vi se hvor langt det rækker. Vi giver ikke op, siger Jonas Tidemand.
Skjern-mandskabet skal i aktion på søndag, når Skanderborg Håndbold venter på udebane.