STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Tilfreds Skjern-direktør gør status

Der kan sættes flueben ud for mange delmål allerede inden søndagens puljefinale i Aalborg. 

Formår Skjern-mandskabet at hive sejren hjem søndag aften i det nordjyske, så vil de grønblusede slå klubrekord for flest antal point i slutspillet. En parentes og lille sidehistorie i forhold til det store billede, hvor Mathias Madsens tropper på forhånd er sikret en plads i DM-semifinalerne for 12. gang i klubbens historie. 

Medaljekampe, Europa Cup og sorte tal
Inden medaljekampene står for døren, så stikker Skjern-direktør Carsten Thygesen en finger i jorden, og sætter ord på en sæson, der indtil nu har indfriet forventningerne til fulde.

- Hele klubben ser frem til puljefinalen på søndag og de efterfølgende semifinalekampe, som uden tvivl bliver intense og dramatiske. Vi har igen i år været begunstiget af en kæmpe interesse og stor opbakning til vores klub - både ude og især på hjemmebane i Skjern Bank Arena, hvor vi i snit har været 2700 tilskuere på tribunerne, siger Carsten Thygesen. 

- Sportsligt er vi tilbage i medaljekampene, vi er videre i pokalturneringen og til næste sæson skal vi ud og kæmpe i Europa for 17. gang i klubbens historie. De gode sportslige resultater medvirker også til, at vi igen i år får sorte tal på bundlinjen. Vi er glade og meget tilfredse for resultaterne hidtil, men vi vil endnu mere. Nu går den sidste jagt ind på medaljer, siger Skjern-direktøren.

NYHEDER