Af Nicklas Thygesen
Mathias Madsens drenge har fået en suveræn start på slutspillet.
Forleden blev de danske mestre sendt hjem med et nederlag i en fyldt Skjern Bank Arena, og tirsdag aften gjorde vestjyderne kunsten efter.
Grundspillets suveræne andenplads, Fredericia HK, blev besejret med 30-28 i et opgør, hvor Skjern-mandskabet stort set var i førersædet fra start til slut.
Franske Noah Gaudin fortsatte, hvor han slap i Skjern Bank Arena i lørdags. Knivskarp fra distancen med seks mål på seks forsøg i første halvleg, mens Christoffer Bonde ligeledes var skarp mellem stængerne – bag en velorganiseret defensiv.
Pauseføringen på 14-13 var relativt misvisende, eftersom vestjyderne i flere omgange var i front med 3-4 mål, men en lidt for høj fejlmargen bragte værterne tilbage.
Samme scenarie udspillede sig efter pausen.
Skjern i front. Nu med Lasse Mikkelsen som den helt afgørende faktor i vestjyderns offensiv, der praktiserede syv mod seks i store perioder.
I slutfasen blev Jakob Rasmussen bragt i spil, og ligesom tilfældet i GOG-sejren, så leverede Rasmussen på de mest kritiske tidspunkter med flotte scoringer.
Sammenholdt med flere redninger fra Bonde i slutfasen, løb alt ud i sandet for værterne, der blev besejret med 30-28.
Noah Gaudin blev topscorer med otte mål i sejren, der betyder, at han og holdkammeraterne indtager førstepladsen i slutspilspuljen.
Næste opgave venter på lørdag, når TMS Ringsted er modstanderen på udebane.