Af Nicklas Thygesen
"..og så skal vi løbe med dem. Vi kunne godt tænke os at lave en løbekamp mod dem – hvis vi har kræfterne til det – og det tror jeg, vi har".
Vise ord fra cheftræner Kasper Søndergaard i optakten til søndagens udekamp i Svendborg - og netop kontrafasen blev vestjydernes vendepunkt.
Efter 30 svære åbningsminutter kom de grønne ud i et helt andet tempo i anden halvleg. GOGs pauseføring på 14-11 blev yderligere udbygget til 15-11, inden Søndergaards drenge smed den i sjette gear.
Fem hurtige scoringer - heraf tre på kontra - fik vestjyderne tilbage i opgøret, og herfra var de grønblusede faktisk i teten.
Et af vendepunkterne blev 20-årige Marius Nørsøller, der med sin kompromisløse spillestil gik uimponeret til værks. En masse gode aktioner og seks mål på seks forsøg leverede bagspilleren med en fortid på Talentakademiet.
Sammenholdt med en forrygende Christoffer Bonde og en væsentlig forbedret Skjern-defensiv, der fuldstændig pillede pynten af Hjalte Lykke, der gik fra banen med 0 mål på 7 skud, fik Søndergaards tropper vendt skuden og hentede en imponerende sejr på 29-26 i Svendborg.
Jon Lindenchrone blev topscorer med syv mål i sejren.
Næste opgave for de grønne er allerede om to dage, når Sønderjyske kommer på besøg i Skjern Bank Arena.
Gør ligesom over 2900 andre - og køb din billet HER.