STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

16 års ubesejret stime fortsætter mod Lemvig

Af Nicklas Thygesen

Skjern-mandskabet hentede onsdag aften to stensikre point, da sæsonens tredje ligasejr blev kørt i land med cifrene 35-27 over Lemvig-Thyborøn.

De grønblusede var i totalkontrol fra start til slut, hvor trænerteamet Kronborg og Søndergaard samtidig kunne glæde sig over comeback til Alfred Jönsson, Simen Pettersen og Morten Vium.

Desværre udgik Christoffer Bonde med rygproblemer, mens Joaquim Nazaré ligeledes måtte lade sig udskifte grundet lægproblemer.

I fraværet af nyforlængede Bonde leverede Tim Winkler en stærk præstation med 12 redninger i målet, mens intet mindre end 13 forskellige spillere kom på måltavlen i modsatte ende.

En helstøbt indsats af hele Skjern-mandskabet, der tilmed fik en debutantscoring fra akademispilleren og venstrefløjen Jeppe Bromerholm i slutminutterne.

Ottemålssejren betyder, at den 16-årige lange ubesejrede stime over Lemvig-Thyborøn i Skjern Bank Arena fortsætter. 

Viktor Bergholt blev topscorer med fem scoringer. 

NYHEDER