Af Nicklas Thygesen
Rygproblemer til Christoffer Bonde betød stort ansvar og mange spilleminutter for Tim Winkler, der blev sendt på banen i slutningen af første halvleg onsdag aften.
I fraværet af Bonde agerede den rutinerede Skjern-keeper en sikker sidste skanse for vestjyderne med 12 redninger på 28 forsøg.
- Det var på en ærgerlig bekostning med Bonde, men jeg er rigtig glad for præstationen - og ikke mindst bevise at jeg er klar, når der er behov for mig. Det er ikke blevet til mange minutter i år af gode grunde, for Bonde har virkelig stået godt. Den rolle er jeg fuldstændig afklaret med. Vi kommer til at spille rigtig mange kampe i år, så jeg vidste jo, at spilleminutterne og chancerne for at præstere på banen nok skulle komme, siger Tim Winkler, der specielt var glad for at se vestjydernes sprudlende offensiv.
- Vores defensiv har været rigtig, rigtig god indtil nu, mens vi har kæmpet med at finde niveauet i angrebet. Det virker som om, at vi har fundet løsningerne nu, for det har været en fornøjelse at se de sidste par kampe, siger Skjern-keeperen.
Næste gang Winkler og holdkammeraterne skal i aktion igen er på onsdag, når rivalerne fra TTH Holstebro gæster Skjern Bank Arena.
Køb din billet til kampen HER.