STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

BC: Vi taber til os selv

Af Nicklas Thygesen

Skjern Håndbold måtte torsdag aften forlade banen uden point efter et skuffende nederlag til oprykkerne fra HØJ Elite. Vestjyderne kæmpede hårdt, men et væld af brændte chancer og tekniske fejl blev udslagsgivende på ny.

Efter kampen havde den delte topscorer, Bjarke Christensen, følgende kommentar:

– Vi taber til os selv. Vi brænder alt for meget, og det er egentlig ikke fordi, vi ikke kommer frem til de rigtige situationer. Vi gør mange af de ting, vi gerne vil – især defensivt – men vi får bare ikke nok udbytte af det, sagde Christensen.

– Det har været lidt temaet for os i denne sæson. Vi skaber mulighederne, men får ikke udbytte nok af dem. Det er frustrerende, for vi gør meget rigtigt, men straffer ikke modstanderen, siger venstrefløjen.

Trods nederlaget hæfter Bjarke Christensen sig ved holdets moral midt i en periode med udfordringer.

– Ingen slår op i banen, selvom vi er ramt på nogle vigtige pladser og ikke har tur i den øjeblikket. Wurtz må gå ud, Buric er ude, og vi spiller lidt alternativt – men alle kæmper - og det får vi brug for igen på fredag i Skjern Bank Arena, siger han.