Af Nicklas Thygesen
Et skridt frem og et tilbage.
Skjern-mandskabet formåede ikke at følge op på weekendens sejr over Fredericia HK.
Sent torsdag aften faldt vestjyderne lidt tilbage i den samme sang, der har rumsteret i begyndelsen af sæsonen med et væld af afbrændere på frie chancer og for mange tekniske fejl.
Derfor blev det en noget rodet og uskøn affære, da vestjyderne for første gang i historien mødte HØJ Elite.
De defensive kort blev ligeledes forringet undervejs, da Jonathan Würtz måtte udgå efter et vrid i foden, ligesom Senjamin Buric fortsat er ukampdygtig.
Derfor blev det med lidt alternative forsvarsopstillinger i opgøret sidste 20 minutter med Mads Bjergfelt side om side med anfører Bergholt i midterforsvaret.
Selvom de grønblusede var udfordret på mandskab i midterblokken, så ændrede det ikke ved, at kvaliteten i tingene i begge ender ikke var på et højt nok niveau.
Derfor vandt HØJ Elite med 32-28 efter 13-11 ved pausen.
Marcus Midtgaard og Bjarke Christensen delte topscorerværdigheden med syv mål.