STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Bronzefesten blev udskudt

Skjern havde alle muligheder for sikre sig bronzemedaljerne onsdag aften i Nordsjælland, men en føring på fire mål med et kvarter igen blev smidt væk. Dermed tabte Skjern 27-24 og må derfor ud i en tredje og afgørende bronzekamp i Skjern på tirsdag. Jeppe Riber topscorer med seks mål.

Med uafgjort eller sejr kunne Skjern Håndbold onsdag aften tage på en velfortjent sommerferie med bronzemedaljer om halsen. Bronzefesten blev dog udskudt, idet en Skjern-scoringskrise på ni minutter sendte hjemmeholdet på sejrskurs.

Aftenens bronzekamp startede med to meget lige hold, der ikke gav ved dørene. Skjern var i front 5-3, men hjemmeholdet lukkede hurtigt hullet og bragte sig herefter i front 8-6, før det var Skjerns tur til at indhente forspringet.

Smal pauseføring
Skjern spillede intelligent angrebsspil og havde rent offensivt godt styr på nordsjællænderne, men alligevel kneb det med at trække fra. Gode aktioner af Skjerns bedste i første halvleg, Claus Møller Jakobsen og Jeppe Riber, betød at gæsterne kunne gå til pause med en føring på 14-13.

En hektisk start på anden halvleg med flere fæle Skjern-afbrændere betød, at Tim Winkler måtte diske op med storspil – og det gjorde han. Den 25-årige målmand spillede nærmest til perfektion i det første kvarter af anden halvleg, og via Winklers redninger bragte Skjern sig i front 22-18 med under et kvarter igen.

Kollaps kostede dyrt
De mange medrejsende fans fra Skjern Ultras kunne lugte bronze, men så kollapsede Skjern-mandskabet på uforklarlig vis. Angrebsspillet var usikkert og idéforladt, og det udnyttede hjemmeholdet med hele seks mål i træk, så stillingen var 23-22 med ni minutter igen.

Det nordsjællandske angrebsbombardement kom Skjern sig ikke over, og så var nederlaget en realitet.

Kampen sluttede med et nederlag på 27-24 og dermed skal de to hold ud i en tredje og afgørende bronzekamp i Skjern tirsdag den 24. maj.