STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Kos? taktiske hjørne

Der kunne sagtens have været et stort pres på Skjern inden aftenens udebanekamp i Nordsjælland, hvis ikke en formidabel anden halvleg, som Skjern vandt med syv mål, havde sikret de grønblusede en smal sejr på 29-28 i de to holds første møde i fredags.

Ifølge Skjern-træner Kos er der dog kun få ting, der skal justeres i forhold til de to holds første møde.

”Det er meget simple ting, der skal ændres. Vi lavede rigtig mange tekniske fejl i den første halvleg, som kostede fem-seks kontrascoringer. Vi var for dårlige til at slippe bolden og så kom de individuelle fejl,” siger Kos til skjernhaandbold.dk.

”Vores tålmodighed i angrebsspillet er afgørende, og så var det tydeligt for enhver, at man aldrig skal afskrive os, selv om vi er langt efter,” siger Skjern-træneren.

Nordsjællands to venstre backs, Mads Larsen og Nikolaj Marcussen, var onde ved Skjern-mandskabet i fredags, og de to skytter skal lukkes ned, hvis Skjern skal hente bronzemedaljerne i aften.

”De lavede tilsammen ni mål mod os, men kun to mål efter pausen. Når vi dækker så offensivt, som vi gør, handler det om timing, og timingen i tacklingerne var bedre i anden halvleg. Derudover lavede vi flere frikast, og det skal vi fortsætte med,” siger Kos og slutter:

”Det er altid stort at spille om medaljer. Vi har spillet en flot sæson og fortjener bronzemedaljerne,” lyder det fra den serbisk-svenske træner.

Kampstart i aften kl. 19.00.