Ole Nørgaard tror på en ny sejr i Holstebro. Han har vundet over 75 procent af alle kampe i sin tid som Skjern-træner.
Ole Nørgaard tænker ikke på nederlag eller skadesproblemer. Fokus er på at vinde i Holstebro.
Af Kenneth Thygesen
Et bittert nederlag i Portugal og en dugfrisk melding om en længerevarende skade til en nøglespiller.
Man kunne fristes til at tro, at Skjern-træner Ole Nørgaard er en ærgerlig mand i disse dage. Men sådan er virkeligheden langt fra.
Sigtekornet er udelukkende indstillet på to point i Holstebro onsdag aften, hvor Skjern møder Team Tvis Holstebro.
- Uanset hvad man har med i bagagen, så er det svært at vinde i Holstebro. Vi skal spille godt for at få noget med hjem, siger Skjern-træner Ole Nørgaard.
- Men det er vi ikke i tvivl om, at vi kan. Derfor tager vi til Holstebro med stor optimisme og ét mål for øje, og det er at vinde, siger Ole Nørgaard.
Ingen bekymringer
Han har i den seneste uge set sit mandskab tabe til både GOG i slutspillet og portugisiske Sporting CP i EHF Cuppen. Men optimismen og selvtilliden er uforandret.
- Vi skal ikke mere end 10-12 dage tilbage for at finde to af de bedste spillemæssige kampe i sæsonen. Vi bankede Århus på udebane og spillede fremragende i Montpellier få dage efter, siger Ole Nørgaard.
- Sådan er håndbold. Nogle gange går det galt. Vi har flere vigtige spillere, der har været ramt af forskellige ting, og så har vi ikke været gode nok til at lukke kampene efter to glimrende første halvlege, siger Ole Nørgaard med henvisning til GOG- og Sporting-kampene, hvor Skjern var solidt i front i begge opgør.
Tiltro til Bruhn
Tidligere på dagen kom det frem, at René Rasmussen er ude på ubestemt tid med en diskusprolaps. Dermed kan han sætte sig op på tribunen til fløjkollegaen Jesper Dahl, der også er skadet.
Ene mand på højrefløjen er dermed sæsonvikaren Thomas Bruhn.
- Det er først og fremmest synd for René, men også for Skjern Håndbold. Det var ikke en sjov besked, men sådan er vilkårene desværre i sport. Det er ikke noget, vi græder over, siger Ole Nørgaard, der har stor tiltro til vikaren.
- Thomas Bruhn er en rutineret mand, der har spillet på storhold på i ind- og udlandet. Han skal nok klare opgaven, siger Ole Nørgaard.
32-årige Thomas Bruhn spillede fuld tid i weekendens kamp mod Sporting CP i Portugal. Her blev han delt topscorer med fem mål.