STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Cheftræner: Han har en kæmpe fremtid foran sig

Af Nicklas Thygesen

Mathias Madsen var fuld af rosende ord til sin unge bagspiller, Jakob Rasmussen, efter mandagens vigtige slutspilsejr.

- Han overrasker mig ikke længere. Jakob er et pragteksemplar på, hvordan man skal agere som ung spiller, og noget som man kan lære rigtig meget af. Han er så ydmyg omkring sin egen situation, og det må man bare tage hatten af for.

- For seks måneder siden havde han nærmest ikke betrådt banen i ligaregi, og nu leverer han på højt niveau og er en bærende kraft på et tophold i Danmark. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at der ligger en kæmpe fremtid foran Jakob i Skjern Håndbold, siger cheftræneren.

Udover Rasmussens fornemme præstation, så var Madsen meget tilfreds med sin defensiv.

- 6 mod 6 havde de utrolig vanskeligt ved at komme frem til noget som helst. Vi leverede en virkelig stærk defensiv indsats, og det var først, da de gik i 7 mod 6, at de kom frem til store chancer - vel at mærke efter at have spillet 30-40 sekunder hvert angreb. Med undtagelse af indspil til Franzen på stregen, så havde vi virkelig godt styr på dem, siger Madsen.

Med sejren er vestjyderne nu oppe på fem point i slutspilspuljen, og ligger nu i en gunstig position sammen med lørdagens modstandere fra Aalborg i jagten på semifinalepladserne.

- Vi ved, at Mors-Thy og Fredericia HK max kan få otte point, og det er dét tal, som jeg udelukkende kigger på lige nu. Men udover det, så håber jeg virkelig, at vi snart får en skadesfri trup, for vi får brug for en større trup fremadrettet.

- Det er gået rigtig fint i lang tid med at spille smalt, men når Lasse eksempelvis er ude med en fingerskade i dag, og samtidig er nødsaget til at spille næsten fuldtid, så har vi en udfordring. 

- Heldigvis er Alfred Jönsson begyndt at komme mere og mere med, mens Würtz er med i et større omfang end tidligere. Oliver Norlyk har set utrolig god ud i de seneste lange stykke tid til træning, og var også tiltænkt en større rolle i dag - men når Eivind var så varm, så var det ikke Norlyks tur i dag. Den tid kommer, afrunder cheftræneren. 

NYHEDER