Vestjyderne tager hul på anden halvdel af sæsonen lørdag eftermiddag i Aarhus.
Af Nicklas Thygesen
50 gange tidligere har de duelleret i den bedste række og i pokalregi.
Skjern Håndbold og Århus Håndbold brager lørdag eftermiddag sammen igen, når Ceres Arena danner ramme for den første alvorlige test i HTH Herreligaen i indeværende kalenderår.
Dramaerne har været mange. Nervepirrende pokalopgør, sidste sekunds afgørelser - i flertal. Hele 13. gange har enten Århus eller Skjern snuppet sejren med blot ét mål ud af de i alt 50 indbyrdes kampe.
Husker du eksempelvis Eivind Tangens brag fra distancen i absolut sidste sekund tilbage i 2018, som sendte Skjern i DM-semifinalen - efterfulgt af Henrik Kronborgs ikoniske jubelscene tværs over halgulvet?
På lørdag venter opgør nummer 51 i historien mellem Erik Veje og Claus Dalgaard-Hansens tropper, men inden da så gense det historiske øjeblik fra 2018 herunder.