STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Dansk håndbold skriver historie

Med inspiration fra Tyskland får Danmark sin egen Final4, Nordea Cup Final4. Enestående samarbejde mellem Dansk Håndbold Forbund og de deltagende klubber.

Klubhåndbolden i Danmark flytter sig fremad med stormskridt i øjeblikket. I november var der samlet 12.138 tilskuere til håndboldeventen ’10.000 til håndbold’ i Herning, og mellem jul og nytår lægger NRGi Arena i Århus gulv til nyskabelsen Nordea Cup Final4.

”Med Danmarkshistoriens første Nordea Cup Final4 skriver vi historie, og jeg glæder mig over, at klubberne er gået så aktivt med i planlægningen, som tilfældet har været,” siger Morten Stig Christensen, direktør i Dansk Håndbold Forbund.

I Tyskland har formatet været kendt i nogle år, hvor Color Line Arena i Hamborg danner ramme om de sidste fire kampe i tyskernes pokalturnering. EHF havde succes med sit Fi­nal4 format, da 19.000 tilskuere var samlet i Lanxess Arena i Køln til semifinaler og finaler i Champions League. I den danske udgave har DHF produktudviklet formatet ved at lægge kvindernes finale sammen med mændenes på andendagen af eventen.

”Nu kan vi glæde os til fire kampe med optimal knald på: Semifinaler mellem først Århus Håndbold og Team Tvis Holstebro efterfulgt af AG Københavns møde med det eneste mand­skab, der i skrivende stund har aftvunget dem point, rutinerede Skjern Håndbold.”

”Og så på finaledagen to hold, der kan mere end skimte pokal, hæder og deltagelse i euro­pæisk sammenhæng. I et dobbeltarrangement med kvindernes finale, som står mellem su­veræne Viborg og de unge løvinder fra Team Tvis Holstebro,” siger Morten Stig Christensen.

Ud over hovedindholdet, håndbolden, satser DHF og de deltagende klubber på at skabe en event efter et helt nyt koncept i dansk håndbold. Publikum vil således blive underholdt hele dagen med masser af indslag, og arrangørerne både håber og forventer, at Nordea Cup Fi­nal4 bliver én af de helt store sportstraditioner i fremtiden.

Nordea Cup Final4 er også enestående i sin tilblivelse. Normalt inviterer DHF til finalestæv­net og stiller rammerne til rådighed. Nordea Cup Final4 er blevet skabt i tæt samarbejde med de deltagende klubber, der har deltaget på lige fod i markedsføring, sponsortegning, praktisk planlægning etc.

Fra klubbernes side har man ikke været i tvivl om, at Nordea Cup Final4 er et vigtigt skridt fremad for dansk klubhåndbold og har derfor bakket DHF op i fødslen af den nye danske håndbold-event.

”Vi er i dansk klubhåndbold for at være med til at udvikle. Jo bedre det samlede produkt er, jo bedre er AG Københavns. Nordea Cup Final4 er et positivt skridt i den rigtige retning,” siger AG København-direktør Søren Colding.

”At være med til at skyde en ny tradition i gang på vores egen hjemmebane i NRGi Arena er ikke bare en stor ære, men også et stort ansvar, vi tager alvorligt. Vi vil leve op til til­liden ved at være med både 27. og 28. december,” siger Århus Håndbold direktør Henrik Jacobsen.

”Vi er glade for, at vi har et trofast publikum, der er parat til at følge med os til Århus. Nor­dea Cup Final4 er et vigtigt element i fremtidens klubhåndbold i Danmark og Skjern Hånd­bold glæder sig til igen at være en del af en kæmpe håndboldevent.” siger Carsten Thyge­sen, eliteudvalgsformand i Skjern Håndbold.

”Vi vil flytte vores hjemmebane til Århus begge dage. Som den eneste klub med to hold i Nordea Cup Final4 har vi mulighed for at være med i tre af de fire kampe. Det går vi efter,” siger Team Tvis Holstebro’s direktør Jacob Jørgensen.

”Finalestævnet tirsdag med både kvinde- og herrefinale bliver en intens begivenhed af internationale dimensioner. Vi er glade for at være med til at skrive historie i dansk hånd­bold,” siger Peter Cassøe, Viborg HK.


Alle informationer og billetsalg til Final4 findes på:

 
Final4.dk

Skjern Håndbold-sektionen d. 27/12 findes i B2+C1
Skjern Håndbold-sektionen d. 28/12 findes i C1+C2

 Bus til Final4

NYHEDER