I sidste sæson fik Skjern sig en gevaldig overraskelse, da de på udebane måtte give op overfor et fightende Lemvig-mandskab, der sejrede med to mål.
På søndag er det tid til revanche i Skjern Bank Arena.
”Det er en kamp på hjemmebane, og dem skal vi selvfølgelig vinde. Men vi husker også historien. Sidste år gik vi op og tabte i Lemvig. Så fuld respekt for Lemvig og den kamp, vi skal spille,” udtaler Skjerns Simon Krogh til haandbold.com.
”Det nytter ikke at spille kampene i hovedet, hvis man ikke også gør det, når man står på banen. Det er det, det handler om for os; at være til stede, når vi skal spille sådan en kamp,” siger Simon Krogh.
Simon Krogh kan dog ikke selv være med i søndagens kamp, da han sidder ude med en skadet fod.