STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Forfærdelig nyt: Skjern-anfører langtidsskadet

Emil Bergholt kommer ikke i aktion mere for Skjern Håndbold det næste lange stykke tid.

Skjern-anføreren udgik tirsdag aften efter et vrid i knæet, hvilket nu er blevet scannet. Det forreste korsbånd er røget, og Bergholt kommer dermed ikke i kamp før julepausen.

- Det var den værste melding, jeg kunne få, så det gør virkelig ondt. Jeg er ked af, at jeg ikke kan hjælpe holdet frem mod det kommende slutspil, som vi alle har set utrolig meget frem til.

- Det er tungt lige nu, men jeg må se fremad, og gøre alt for at komme tilbage på banen i bedst mulige udgave, siger Skjern-anføreren.

Klubbens speciallæge Steen Bo Kalms så episoden på tv, og var ligesom resten af den fysiske stab ikke i tvivl.

- Det var ikke rart at se på, og jeg havde mine bange anelser. Emil plejer altid at rejse sig, men da han blev liggende, og vi efterfølgende så de første scanningsbilleder, så var vi godt klar over udfaldet, siger Steen Bo Kalms.

I løbet af de kommende uger skal Bergholt opereres, hvorefter der venter flere måneders genoptræning.

NYHEDER