Af Kristian Bro
I tirsdags var Jonathan Würtz tilbage på håndboldbanen efter et længere skadesforløb. Hovedpersonen selv kunne ikke skjule sin begejstring for at være tilbage.
- Det var en kæmpe forløsning. Nu har jeg gået siden den 20. august og ventet på at komme tilbage, og så var det ekstra dejligt at være tilbage med en sejr over TTH-Holstebro.
- Det var første kamp jeg har spillet i lang tid, så der er helt klart noget at arbejde videre med. Jeg er ikke tilfreds med første halvleg, men jeg syntes, at holdet og jeg selv spillede os op i anden halvleg, siger Jonathan Würtz.
Jonathan Würtz og resten af Skjern-mandskabet skal aktion igen på fredag, hvor Bjerringbro-Silkeborg venter i en træningskamp på udebane. Skjern-bagspilleren ser frem til at få endnu flere minutter i benene.
- Nu ser jeg bare frem til fredag, hvor vi møder BSH i en træningskamp. Jeg har fået kigget på de fejl, som jeg lavede mod TTH-Holstebro, så nu handler det bare om at lægge yderligere lag på mit spil, siger Jonathan Würtz.
Der er kampstart kl. 16:15 i Bjerringbro Idræts- & kulturcenter.
Du kan følge kampen på vores sociale medier.