STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Fra Ejstrup-Hærvejen i Jyllandsserien til 888ligaens tophold. Læs om Skjerns vej til Final4.

For anden gang på tre sæsoner er Skjern Håndbold kvalificeret blandt de fire sidste i Santander Cup. 

Vejen har været lang til weekendens Final4-turnering i Aalborg.

Af Nicklas Thygesen

Knap et års arbejde kulminerer lørdag eftermiddag i Nordjylland.

I februar sidste år tog Ole Nørgaards mandskab de første spadestik til semifinalepladsen. Dengang blev Ejstrup-Hærvejen fra Jyllandsserien besejret med 19 mål i en kamp, hvor Matthias Flohr og Hans Martin Asmussen blandt andet kom på måltavlen.

En stensikker sejr og videre avancement til sjette runde, hvor Odder Håndbold ventede på udebane i sæsonens sidste kamp. En kamp, som faldt på et knap så behageligt tidspunkt for de grønblusede, fortæller Thomas Klitgaard.

- På daværende tidspunkt var sæsonen slut for vores vedkommende. Tre uger forinden vandt vi i Holstebro, som viste sig ikke at være nok til en semifinaleplads. Derfor var det langt fra optimalt for os at spille en så afgørende pokalkamp mod et hold, som bejlede kraftigt til ligaen.

- Det krævede virkelig selvdisciplin i perioden frem mod pokalkampen, hvor humøret og spillelysten ikke var i top, fortæller Klitgaard.

En lun sensommeraften i starten af juni-måned bestod Skjern-anføreren og resten af holdkammeraterne dog med bravour.

19 mål tilsammen af stregduoen Myrhol & Klitgaard banede vejen for den overlegne triumf i Odder.

Lokalrivalerne fra HC Midtjylland blev dernæst besejret på udebane i sæsonens første kamp – hvorefter Henrik Kronborgs tidligere arbejdsgivere fra Nordsjælland Håndbold var sidste bump på vejen frem mod den eftertragtede semifinaleplads.

Heller ikke denne gang var der slinger i valsen hos vestjyderne. 1. divisionsholdet fra Nordsjælland blev ræst over i egen hule - og dermed var den vestjyske Final4-billet booket. 

- Pokalturneringen kræver tålmodighed. Ingen tvivl om det. Det er et års arbejde med pokalrunder mod seriehold, 1. divisionsklubber og ligahold – hvor presset og favoritværdigheden er på vores skuldre – som på lørdag giver fuld valuta for det hårde slid. Vi glæder os helt vildt, siger anfører Thomas Klitgaard.

Skjerns vej til Final4:

Ejstrup-Hærvejen – Skjern Håndbold: 15-34
Odder Håndbold – Skjern Håndbold: 23-38
HC Midtjylland – Skjern Håndbold: 23-27 
Nordsjælland Håndbold – Skjern Håndbold: 21-29

NYHEDER