Af Nicklas Thygesen
Mandagens lokalbrag mod TTH Holstebro bliver med mange tilskuere på lægterne, og det skal Skjern-mandskabet drage klar fordel af.
Sådan lyder det fra cheftræner, Mathias Madsen, der opfordrer hjemmepublikummet til at give den endnu mere gas.
- Det er vigtigt for mig, at spillerne giver noget til publikum, men det er i den grad også vigtigt, at publikum giver noget den anden vej.
- Men de må godt skrue bissen endnu mere på og give den endnu mere gas. Jeg elsker at spille, når der er gang i Skjern Bank Arena. Deres opbakning betyder enormt meget for holdet, og jeg garanterer, at hele holdet vil komme med en masse energi og udstråling - og så sætter vi gang en kæmpe fest, og får TTH Holstebro under et stort pres.
- Specielt i morgen betyder deres støtte endnu mere, for lokalkampene har deres eget liv, og vi mærkede senest på udebane, at vi kommer under et stort pres - og det skal Holstebro mærke på samme måde i morgen. Vi får brug for stor opbakning i morgen, og jeg håber, at publikum er klar til at skrue en ekstra tand op for lydniveauet i morgen, siger Mathias Madsen.
Der er kampstart i morgen i Skjern Bank Arena kl.18.30.
Køb din billet HER.