STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Norsk storskytte forlænger med Skjern

Vestjydernes topscorer gennem de to forrige sæsoner, 28-årige Eivind Tangen, har forlænget kontrakten med de grønblusede.

I fredags skrev Senjamin Buric under på en kontrakt gældende frem til sommeren 2025, og nu følger den norske højreback trop.

- Jeg har det godt i Skjern, og holdet ser spændende ud - både i år og i de kommende sæsoner. Ser man på de andre tophold, så mister mange af dem store profiler, mens jeg synes, at vi formår at bevare kontinuitet. Derfor har jeg også stor tro på, at vi i Skjern Håndbold kan præstere store resultater de kommende år, siger Eivind Tangen.

- Vores familiesituationen gør også, at Danmark er det mest oplagte og optimale sted at være for os. Vi trives godt her, og Skjern Håndbold gør meget for os spillere, så vi kun skal tænke på at præstere på banen, siger højrebacken, der ligesom Senjamin Buric har forlænget til 2025.

Eivind Tangen kom til Skjern Håndbold midtvejs i mesterskabsæsonen i 2018, og har siden været en markant profil for de grønne.

Derfor er sportschef Thomas Klitgaard også meget tilfreds med, at nordmandens underskrift er på plads.

- Eivind Tangen har nogle spidskompetencer, som meget få er i besiddelse af. Han har et af ligaens hårdeste skud, og tilmed er han tovejsspiller, hvilket er et kæmpe plus for os. Han har gennem de seneste sæsoner fået og taget mere ansvar på og udenfor banen - og det ser vi frem til, at han fortsætter med i de kommende år, siger Thomas Klitgaard.

Skjern-backen er i denne sæson noteret for 84 rene mål i HTH Herreligaen. Senest blev han noteret for ni mål i fredagens hjemmesejr over TMS Ringsted.

NYHEDER