Skjern Håndbold har skrevet kontrakt med den svenske landsholdsspiller, Hugo Stuivers.
Den 25-årige stregspiller har underskrevet en to-årig aftale med de grønblusede, hvor han bliver en del af stregtrioen med Senjamin Buric og nytilkomne Joachim Møller.
Hugo Stuivers kommer til Skjern efter flere sæsoner i den svenske håndboldliga, senest fire år hos HK Malmö, der i denne sæson fik sølv i den svenske liga. I marts fik stregspilleren desuden debut på det svenske A landshold.
I Skjern er der stor tilfredshed med tilgangen af den svenske landsholdsspiller, fortæller sportschef Thomas Klitgaard.
– Vi ser et stort potentiale i Hugo. Han er en stærk tovejsspiller, som har leveret på et højt niveau gennem flere sæsoner og allerede har opbygget værdifuld erfaring trods sin alder. Samtidig ser vi fortsat et stort udviklingspotentiale i ham. Med Hugo, Senjamin og Joachim får vi tre stærke profiler på stregen, som vi forventer kommer til at komplementere hinanden rigtig godt, siger Thomas Klitgaard.
For Hugo Stuivers var det samlede setup i Skjern Håndbold afgørende for beslutningen om at skifte til Danmark.
– Skjern Håndbold er en klub med store ambitioner, og det matcher rigtig godt med mine egne ambitioner. Jeg har drømt om at tage skridtet til en større klub og prøve mig af i en af verdens stærkeste ligaer. Derfor føles Skjern som det helt rigtige næste skridt for mig, siger Hugo Stuivers.
Den svenske stregspiller peger også på cheftræner Oscar Carlén som en vigtig faktor i skiftet.
– Det har selvfølgelig haft betydning for mig, at Oscar Carlén er cheftræner. Han er en virkelig dygtig træner, og vi har haft mange gode samtaler. Men jeg mærker også en klub med store ambitioner og med en klar strategi, og det tiltaler mig meget. Jeg håber, at vi kan sigte højt sammen og skabe noget stort i de kommende år, siger Hugo Stuivers.