En bundrutineret mand er ny anfører i den grønne trøje.
Mads Mensah overtager anførerbindet efter Emil Bergholt, der denne sommer er skiftet til Flensborg Handewitt.
– Jeg er stolt af, at klubben har set i min retning. Det tager jeg som en stor anerkendelse, og det er en rolle, jeg glæder mig til at løfte. Men det ændrer egentlig ikke så meget på den måde, jeg er på. Jeg har altid forsøgt at tage ansvar og sige min mening, når der har været behov for det. Måske bliver det bare lidt tydeligere nu, siger Mads Mensah.
Hen over sommeren har Skjern Håndbold sagt farvel til flere markante profiler, og det giver nye muligheder for andre i truppen.
– Der er flere store personligheder, som har forladt klubben, og derfor er der nogle ting og roller, der skal udfyldes af andre nu. Jeg skal selvfølgelig være en del af det, men jeg forventer også, at flere tager ansvar. Det er ikke én mand, der skal bære det hele. Vi skal alle sammen spytte i den kasse, siger Mads Mensah.