STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Madsen: Går benhårdt efter at lukke det i morgen

Af Nicklas Thygesen

De grønblusede løber søndag aften på banen i Thy til slutspillets fjerde runde.

For to uger siden tørnede de to mandskaber sammen i Skjern Bank Arena, hvor vestjyderne trak sig sejrsrigt ud af opgøret. Sker det igen i morgen, så er Mathias Madsens drenge endegyldigt klar til semifinalerne. 

- Vi går benhårdt efter at lukke det i morgen, men vi er udmærket klar over, at der venter endnu en svær opgave. Mors-Thy er et rigtig dygtigt hjemmehold, hvilket de har vist i de sidste mange kampe. Vi prøvede selv at tabe deroppe sidste gang relativt klart, og det går vi selvfølgelig efter at revanchere i morgen, siger Mathias Madsen, og sætter ord på, hvad der lykkedes for de grønne i det første indbyrdes møde.

- I det første opgør var vi dygtige til at håndtere Sander Øverjordet, og generelt var deres procenter på bagspillerne på et meget acceptabelt niveau. Samtidig fik vi lukket deres kontrafase godt ned - specielt Bjarke Christensen som kun scorede på straffekast. Lykkes vi med at gentage de ting, så har vi en virkelig god chance igen i morgen, siger cheftræneren.

Der er kampstart i morgen kl.18.30 i Thy Hallen.

Kampen bliver vist direkte på TV2 Sport. 

NYHEDER