Over 350 Skjern-fans har sikret sig billet til torsdagen DM-finale.
De grønne Skjern-trøjer kommer til at pryde lægterne i stor stil, når den første DM-finale spilles på torsdag.
Af Nicklas Thygesen
Da Skjern Håndbold tilbage i februar-måned løftede Final4-trofæet for anden gang på tre år i Aalborg, var det med flere hundrede grønne fans i ryggen.
Tilhængerne levede bestemt op til omdømmet som den ottende mand - selvsamme opbakning venter på torsdag.
Til den første DM-finale i Aalborg forventes mere end 350 Skjern-fans nemlig at være klar på tribunerne i Aalborg, hvilket glæder Skjerns anfører, Thomas Klitgaard, der i en årrække optrådte for de rød-hvide værter.
- Vi har for vane at have stor opbakning, når vi spiller i Aalborg, så vi glæder os selvfølgelig helt vildt til at se en masse Skjern-fans iklædt den grønne trøje, siger Thomas Klitgaard.
Tre busser fyldt med Skjern-fans tager turen fra Ringkøbing-Skjern Kulturcenter torsdag middag.