Af Nicklas Thygesen
En lærerig tid på udleje til samarbejdsklubben, Rækker Mølle Håndbold, er et overstået kapitel for Tobias Mygind.
Den unge venstreback er retur i den grønne trøje, og kan allerede komme i spil på onsdag, når GOG kommer på besøg i en velbesøgt Skjern Bank Arena, der snart kan melde udsolgt.
- Jeg har haft en fremragende tid i Rækker Mølle. Lærerigt med en masse ansvar og spilletid som virkelig har været brugbart og vigtigt for mig efter knæskaden. Jeg har været én af dem, der skulle tage meget ansvar, og det har uden tvivl hjulpet mig til at være mere rolig i forskellige situationer, mens timingen stille og roligt er ved at sidde i skabet. Det er dét, som har været sværest efter skaden.
- På forsvarsdelen er jeg - kombineret med en større fysik - blevet mere klog og stoler mere på min egen styrke, siger Tobias Mygind, der med 75 scoringer i den røde Rækker Mølle-trøje er topscorer for det vestjyske mandskab i indeværende sæson.
Onsdag aften er den røde trøje udskiftet med den grønne, hvor Mygind og holdkammeraterne står overfor de danske mestre fra GOG.
- Det er klart, at kontrasten er stor fra 1. division til et møde med de danske mestre på få dage. Men det er en fed udfordring. Ovenpå en god tid i Rækker Mølle er jeg overbevist om, at jeg kan gå ind og bidrage - uanset hvilken rolle det nu kan blive til. Jeg er klar til at gribe chancen og tage alle de muligheder, der vil komme, siger Tobias Mygind.
Der er kampstart onsdag aften kl.18.30 i Skjern Bank Arena, hvor der i skrivende stund kun er ganske få siddepladser tilbage.
Køb din billet HER.
Læs online kampmagasin HER.