STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Pokalmestrene cruisede videre til sjette runde

Cornelius Kragh blev Skjern-topscorer med svy mål. 

Skjern Håndbold er videre i pokalturneringen efter en sejr på 24-31 over Viborg HK.

Af Nicklas Thygesen

Skjern Håndbold er klar til sjette runde i pokalturneringen.

Mandag aften blev 3. divisionsholdet fra Viborg HK besejret med 24-31 efter en pauseføring på 12-16.

Ole Nørgaard og Henrik Kronborg måtte se bort fra sygdomsramte René Rasmussen, mens Tibor Ivanisevic sad over.

Kønt blev det aldrig
Værterne fra Viborg bed fra sig. Selvom holdet til dagligt kæmper i 3. division, så voldte spillerne fra domkirkebyen lidt flere problemer end ventet til pokalmestrene. 

Trænerduoen Nørgaard og Kronborg åbnede indledningsvist med Markus Olsson, Lasse Mikkelsen og Kasper Søndergaard i bagkæden, men allerede efter 15 minutters spil begyndte det store rotationssystem på Skjern-bænken.

Samtlige 15 spillere på holdkortet kom i spil og på scoringstavlen - heriblandt Cornelius Kragh, som gjorde en flot figur med syv mål til følge. 

På målmandsposten delte Søren Pedersen og Magnus Dahl spilletiden. Begge Skjern-keepere hev syv redninger op af ærmet, men ellers var der ikke meget at skrive hjem om mandag aften.

Vestjyderne vandt - trods slinger i valsen undervejs - uden at overanstrege sig med cifrene 24-31.

NYHEDER