Af Kristian Bro
En fantastisk nyhed tikkede ind i Skjern-lejren ganske kort før kampstart i Aalborg.
Semifinalepladsen blev sikret - takket være SAH´s sejr på Mors - og dermed er vestjyderne klar til DM-semifinalerne for fjerde år i træk.
Dermed var der lagt op til en direkte duel om førstepladsen i puljen, som værterne fra Aalborg løb med.
Efter 60 tætte minutter, hvor de grønne bestemt havde mulighederne, vandt nordjyderne med 30-27 efter 14-14 ved pausen.
Christoffer Bonde var stærk i målet med 16 redninger, mens Noah Gaudin blev topscorer med syv mål.
Resultatet betyder, at Skjern Håndbold møder GOG i DM-semifinalerne.
Første opgør er om en uge - den 25. maj. i Svendborg, mens returkampen i Skjern Bank Arena spilles onsdag den 28. maj.
Billetsalget til hjemmekampen begynder på tirsdag kl.10.00.