Det så ellers ganske fornuftigt ud for Skjern i aftenens bronzekamp i Nordsjælland. Med et kvarter igen var Skjern foran med fire mål, men ud af det blå faldt vestjyderne sammen og endte med at tabe 27-24.
”Det var ikke planen. Det var en kæmpe bet for os. Det er sindssygt, at vi kan smide det sådan væk i det sidste kvarter,” sagde Jeppe Riber til skjernhaandbold.dk
”Vi burde være rutineret nok til at køre sådan en kamp hjem, men i stedet taber vi hovedet, og så går der skydetelt i den. Det var pinligt,” lød det fra en skuffet Skjern-fløj, der ikke kunne forklare, hvorfor Skjern-korthuset faldt sammen.
”I de første 45 minutter er vi ovenpå, der er styr på forsvaret og vi spiller sammen og med omtanke. Vi har endda chancen for at komme foran med fem mål, men så kollapser det,” sagde Jeppe Riber.
Jeppe Riber havde efter kampen ikke overskud til at tænke på den tredje og sidste kamp, der spilles på tirsdag i Skjern Bank Arena.
”Nu skal jeg lige synke den her, før jeg tænker på den kamp,” sagde en skuffet Jeppe Riber, der blev Skjern-topscorer med seks mål.