STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Sjette hjemmesejr på stribe

Af Nicklas Thygesen

Skjern holder fast i den absolutte top i Bambuni Herreligaen.

Onsdag aften vandt Kasper Søndergaards mandskab for sjette gang i træk i Skjern Bank Arena, da oprykkerne fra HØJ Elite blev besejret med 27-23.

Emil Bergholt, Bjarke Christensen og Jon Lindenchrone var alle tre ude med skader, og de kunne se deres holdkammerater trække afgørende fra efter pausen. 

Marius Nørsøller, der netop har forlænget sin aftale frem til 2028, udbyggede føringen til 19-13 efter 40 minutters spil - den største føring i kampen - og det forspring blev for stort for gæsterne, der havde umådeligt svært ved at passere Christoffer Bonde i Skjern-målet.

Skjern vandt i sikker stil med 27-23, og indtager dermed en delt tredjeplads med 25 point.

Joaquim Nazaré blev topscorer med seks mål.