STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Skjern faldt med ære

Af Nicklas Thygesen

Skjerns semifinaledrømme led et knæk lørdag aften.

Vestjyderne gav ellers alt, kæmpede og spillede i store perioder rigtig flot håndbold mod de forsvarende mestre fra Aalborg, hvor der ikke skulle mange marginaler til for at de grønne fik point.

Men foran 3081 tilskuere i Skjern Bank Arena viste især Thomas Arnoldsen sin store klasse for gæsterne, da han nærmest ene mand bar aalborggenserne mod sejr. 

Kasper Søndergaards tropper havde ellers igen stor andel af opgøret, ligesom tilfældet efterhånden har været adskillige gange mod nordjyderne gennem de sidste mange år. 

De grønne var med helt fremme til 31-32, halvandet minut før tid. To scoringer i træk af Patrick Wiesmach lukkede opgøret til slutresultatet 31-34, og dermed er Skjern tvunget til at hente maksimum point i de to resterende kampe, hvis drømmen om den femte DM-semifinale på stribe skal blive en realitet.

Jon Lindenchrone blev topscorer med otte mål for Skjern.