STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Skjern-legende om pokaltitel: Var det rette sted på det rette tidspunkt

Guldholdet fra 1999-2000 med Anders Dahl-Nielsen som cheftræner. 

For 18 år siden dirigerede Anders Dahl Nielsen fra sidelinjen sine grønklædte tropper til den første titel nogensinde. Siden da har klublegenden været fast passager på den vestjyske håndboldrejse.

Af Nicklas Thygesen

- Når man opnår en pokaltitel for første gang, så løftes holdet, klubben og byen i helt nye dimensioner.

Midt i håndboldkoryfæets egen 66-års fødselsdagsfejring skubbes al fest og flødeskumskager til side, da snakken spores ind på pokalhåndbold.

Anders Dahl Nielsen er manden, som om nogen er indbegrebet af Skjern Håndbold. Fra succestræner i sluthalvfemserne, til teamchef og nuværende medlem af eliteudvalget. Anders Dahl-Nielsen er grøn helt ind i knoglerne.

Han var træneren, der med sin karisma og unikke håndboldforståelse satte Skjern på landkortet – og førte pokalguldet hjem til Vestjylland for første gang i sæsonen 1999-2000.

En bedrift, som kun Ole Nørgaard har formået at videreføre som cheftræner. Men derfor mener Dahl-Nielsen ikke at de to cheftrænere er gjort af et specielt stof.

- Ole Nørgaard og jeg har været på det rigtige sted, på det helt rigtige tidspunkt. Vi har haft holdet og heldet. I den sammenhæng skal det understreges at når man vinder eller taber en pokalfinale, så er man ikke alene ansvarlig som træner.

- Det er en præstation skabt af hele klubben, dens fans og mange sponsorer, fortæller Anders Dahl-Nielsen, der er overbevist om pokalhåndbolden har sit helt eget liv.

- Pokalhåndbold er ultimativt. Det er vind eller forsvind. Med turneringsstrukturen i den hjemlige liga i øjeblikket er der i 80-90 procent af kampene tilgivelse for at spille en dårlig kamp, tilgivelse for ikke at trække stikket hjem og tilgivelse for at underpræstere.

- I pokalhåndbold er der ingen nåde – og det er lige akkurat det smukke og unikke ved pokalturneringen, fortæller Anders Dahl-Nielsen.

To sejre i den kommende weekend kan udløse Skjerns pokal-hattrick. En fest, som Skjern-legenden absolut ikke vil gå glip af.

- Hvis nu det skulle komme så vidt, jamen så tager vi det hele med. Aalborg plejer at være en festlig by at fejre pokalguld i, fortæller Dahl-Nielsen.

NYHEDER