Når denne sæson er ovre, skifter Vetle Rønningen den grønne trøje ud med en rød.
Skjern Håndbold og Aalborg Håndbold er blevet enige om en transfer, der sender den norske bagspiller til Nordjylland denne sommer.
– Vi har haft en god dialog med Vetle, som har udtrykt et ønske om en større rolle. Det ønske har vi valgt at imødekomme, og derfor er vi blevet enige med Aalborg om en transfer til sommer. Vi takker Vetle for hans indsats og håber, at tiden i den grønne trøje afrundes på bedste vis, fortæller sportschef Thomas Klitgaard.
I samme ombæring kan Skjern præsentere et velkendt ansigt som erstatning.
Jonathan Würtz er blevet købt fri af kontrakten i Ribe-Esbjerg HH, og vender hjem til Skjern Håndbold på en tre-årig kontrakt.
- Würtz er en fuldgod erstatning, som vi har et gennemgående kendskab til efter mange år i klubben. Han var et vigtigt omdrejningspunkt for vores defensiv i sidste sæson, ligesom han har været fundamentet i Ribe-Esbjergs forsvar i denne sæson. Vi ser hele transfercasen med Vetle Rønningen og Jonathan Würtz som win-win for alle parter, og glæder os til at byde Würtz velkommen tilbage til sommer, siger Thomas Klitgaard.